tirsdag den 30. juni 2020

Dag 5 - en ikke-sommerdag - 0 km - 109 km

Det har blæst i dag! Tæt på en halv pelikan, - som vistnok er omkring 14 m/s. Regn har der også været, men det meste faldt heldigvis mellem 21 og 4 i nat (yes - teltet holdt helt tørt!!) så det har været muligt at komme lidt ud i dag mellem bygerne og prøve at gå skråtlæns.
Den grønne streetfood holdt forståeligt nok lukket, og i starten af dagen mærkede jeg en rastløshed og anstrøg af modløsheden om "ååååh - hvornår blir det anderledes" - men det er også en del af pakken.
Man må ikke tage ophold på biblioteket for tiden, så jeg bladrede bare længe i nogle bøger - bl.a. i en om berømte børn ... Jeanne d'Arc, Mozart, Björk, Lukas Graham, Greta Thunberg. Spændende fortalt! Siden gik jeg på det lille museum, som viste historie om modelskibe og malerier og stenalder og maskinfabrik og jernbanekørsel og fængselscelle mm. Herefter gik jeg forbi Meny og fik en halv liter friskpresset appelsinjuice, som blev hældt indenbords på kort tid og mærkede: nåååh - jeg manglede bare næring :-) Godt at huske når det hele daler lidt!! Så enkelt og vigtigt!
Ved frokosttid tog vinden til, og jeg var en smut hjemme og flytte teltet lidt i læ - naboens fortelt havde allerede lagt sig! Tak til campingfatter og -mutter for den nye plads! Pludselig sås et lidt større skib, som skulle ind i havnen. En yacht på knap 54 m, som tydeligvis brugte både tid og kraft på at ramme præcist og komme i havn. Det så lidt vildt og ret flot ud!
Duen her har fundet et sted til sin etværelses - håber den klarer sig igennem blæsten, så ungerne flyver frivilligt fra reden.
Vandet er blæst lidt ud af bugten, så Mille er et stykke fra havet nu. Men det kan jo nå at komme tilbage. Vinden skulle gå lidt ned i nat, og i morgen satser Mille og jeg på at komme lidt tættere på Lillebælt. Det vil godt nok være lækkert!
Bonusinfo: har opdaget at Dansk Sprognævn ligger i Bogense. De er nogen af mine yndlingsnørder, når de optræder i radioprogrammer og deler viden om afkroge af vores sprog!
Inden aftensmaden var jeg en smut ude på molespidsen og fik en kop kaffe på en café, hvor der var udsigt til hvidt skum så langt øjet rakte. Udenfor igen stødte jeg på et par fra Blåvand - et af mine yndlingssteder i Danmark. De er om nogen vant til den rå natur og blæsten og vælter ikke så let. Snakken kom omkring Corona, og de fortale hvor fantastisk lederen på datterens efterskole i Hvide Sande havde taklet alle de skiftende meldinger, og eleverne havde på alle mulige kreative måder fået så fin en årsafslutning. Lancier var fx ændret til linedance! Tænker at mange ledere og ansatte på skoler, gymnasier, børnehaver, vuggestuer mm er nogen helte, som har skullet styre et skib sikkert i havn imellem skiftende meldinger og vindstød!
Har spist og haft hyggelig snak med bedstefaderen, som plejer at komme forbi køkkenet med opvask på den her tid.
Det har været rart at være på land her, telte et sted hvor vi må være 24/7, kunne gå indendørs når det stormer og regner, have adgang til strøm, bad og toilet. Tak for det. Vi er opladet til den videre færd i morgen!

mandag den 29. juni 2020

Dag 4 - smuk dag - 0 km - 109 km

> Vågnede kl 3:38 og tjekkede vejrudsigten - men nej! 8 m/s sydfra og op til 2 knob modstrøm i Lillebælt...det blir ikke med Mille og mig som Ofelia!
> Så jeg sov videre til kl 7 og stod langsomt op. Nåede morgenyoga på stranden med Trine (tak - skønt for krop og sjæl), hjem til et bad (og faldt over den her glade sten - der er mange af samme type overalt i Bogense) og videre til morgenmad i den grønne streetfood campingvogn igen, hvor livet blev vendt. Carsten som stod bag disken fortalte om, at han for nogle år siden stoppede op og sagde sit job op og gik nye veje. Der var for meget grobund for noget, som jeg hørte som en slags ubevist konkurrence og mangel på glæde ved livet. Han dyrkede i stedet friluftsliv og har nu med kæresten de her grønne streetfoodvogne - og er glad! Det var godt at lytte til! Jeg kom til at tænke på min frie og livskloge niece Siri-Anna, som i en tidlig alder lærte mig, at hvis man kun er god (til at være menneske eller spille klaver eller skrælle appelsiner) fordi man er bedre end andre, så er det ikke så brugbart, fordi man så bygger på, at andre skal være dårligere end mig. Nej - vær god....fordi du er god! Punktum. Tak for at dele dig selv med mig og verden Siri-Anna!
> Bagefter gik jeg tur i Fredskoven, og fandt evighedsegen, som er hele 300 år! Kom til at tænke på tree of eternity, som Catherina og jeg fandt i Fortingall i Skotland - 3000-5000 år efter sigende!! Pilatus' far var udstationeret som officer der - havde han haft familien med kunne lille Pontius have leget i træet, da det allerede var i en høj alder!
> I skoven er der bygget masser af ting til leg og træning! Som den her miniviadukt. Tænker på når vores forældre tog os med i "kondiskoven" i Hillerød som børn. Det var fedt!
> Tilbage i byen fandt jeg den her smukke samling blomster! Og sad senere og nød udsigten ud mod Æbelø, hvor min seje mor og jeg har gået ud og tilbage ved lavvande - hvor der kun er ca 20 cm vand. Men det kan nu godt være sejt, når det er flere km.
> Pludselig hørte jeg klokkespil - for 32 år siden da byen fyldte 700 år fik rådhuset foræret 18 klokker, og der spilles løbende årstidens sange - fx "en yndig og frydefuld sommertid". Tjekkede playlisten på nettet, og faldt i december over "Climb every mountain, ford every stream" - den måtte jeg lige tjekke. Den er fra Sound of Music og synges af abedissen som bl.a. indleder med ordene: se op mod bjergene - der kommer hjælpen fra! I et spring gik tankerne til, at vi til efteråret i Akademisk Orkester og Kor skal opføre Mendelssohns Elias, og da hovedpersonen på et tidspunkt er meget langt nede synger tre engle netop denne trøstende tekst "Hebe deine Augen auf zu den Bergen". Benedikte, Signe og Asta har sagt ja til at synge den smukke terzet - årh, hvor jeg glæder mig til det! Tak til jer tre!
> Har kigget til Mille flere gange, og hun hygger sig fint!
> Om eftermiddagen gik jeg ud til Gyldensten strand, hvor man har gennembrudt et dige og fået en saltvandslagune og en ferskvandssø, kun adskilt af en landtange - og fuglene elsker det. Så iøvrigt en stor rovfugl der ekvilibristisk prøvede at fange en måge i flugten... Ude for enden er der et superflot infocenter med billeder og viden, og jeg tænker med taknemmelighed på min mor, som altid har haft en smittende interesse for natur og i høj grad fugle.
> På vej hjemad trak det op. Jeg stak tomlen ud, og Heidi (ikke fra campingpladsen) kom som første bil kørende og stoppede og kørte mig helt hjem, hvor de første dråber faldt! Tak for at være endnu en engel på vejen.
> Jeg fik en smuk mailhilsen fra en studerende, som sidder med eksamensforberedelser, med alt hvad dertil hører, og som havde fundet ro og styrke i ordene: hellere være optimist og tage fejl end pessimist og altid få ret! Tak for de ord!
> I dag har det blæst over en kvart pelikan - i morgen har udsigten lovet op til heldagsregn og 11-12 m/s....så - det blir nok et museum og et bibliotek. Men her er godt at være! Og jeg skal hilse fra Mille!
>

søndag den 28. juni 2020

Dag 3 - lang nats rejse.... 26 km - 109 km

Vi er landet på Kystcamping i Bogense!

Jeg blev vækket 1:16 - eller det føltes, som om jeg blev vækket, og de gange, jeg tidligere har oplevet det, plejer det at være en god ide at lytte til det. Jeg ved ikke, om skybrud og torden har været forbi - jeg har bare sovet. Fik pakket alt hurtigt og trippede ned til Mille med pandelampe på, og lyset skinnede i øjnene på alle de vilde kaniner, som hoppede rundt i natten og troede, de havde det hele for sig selv. Vi lagde ud 2:19 og da vi kom rundt om hjørnet kom vind og bølger lige i hovedet ud af mørket. Hmmm - et kryds på 12 km, men det var ikke fordi, jeg var bange, - nok bare lidt fokuseret. Mille var helt frisk og kastede sig ud i det.
Den første halvanden time gik det efter min lille GPS-skærm, hvor der er to pile for "her hvor du er" og "der hvor du sigter" så jeg vidste heletiden, om vi var på ret kurs i mørket. Nåede at tænke, at jeg forlod mig helt på den lille skærm.... kom bare til at tænke, hvad planen var, hvis den svigtede (roede også lidt efter en stjerne), og tænkte videre på, hvad jeg gør i livet, hvis min indre GPS, som jeg tager for givet, pludselig viser sig at være fejlbehæftet og skal justeres eller skiftes. Det hænder fra tid til anden, synes jeg.
Men efter at et skib havde passeret i mørket lagde vind og bølger sig, og solen stod op så smuk og knaldrød, og vi ramte Æbelø lidt før 6. Derfra gik vind og bølger op igen og mørke regnskyer gik udenom, og lidt før 8 landede vi her, hvor Heidi tog imod, ligesom Skt Hans aften for 4 år siden.
Jeg ved, at jeg skal restituere efter natteroning, og trænger til at pleje mine røde arme og slidte håndflader, så jeg har valgt at tjekke ind, selvom turen i nat var lidt kort. Vil også gerne nyde Sommerdanmark lidt i år!

Erik Peitersens venner Jens og Dorthe har sagt, at efter en vigtig sejlads går man i kirke, og jeg nåede sidste halvdel af gudstjenesten i den smukke kirke på bakketoppen, hvor teksten handlede om sønnen, der rejser hjemmefra og formøbler af sin fars formue. Samme txt som på hos Rikke på Agersø for 6 år siden, hvor hun talte om hvordan vi sommetider tror, at vi kommer af med vores eget underskud, når vi tager af andres overskud.
På vej hjem kom jeg forbi en sund-mad-campingvogn-butik og Carsten stod og sagde "skal du ikke have en smoothiebowl til morgenmad?" Waou - det var godt givet ud!
Vi snakkede og han fortalt om sin kammerat, som var kommet igennem PTSD (vildt!!) og han følte at han nu levede endnu mere - og jeg tænkte på at præsten havde citeret Møllehave: nåden er når alt er tabt, at få alt tilbage!
Gik hjem og sov! Længe! Tjekkede lige Mille, hvor det imens var blevet lavvande og gik så tur i den hyggelige by med gamle huse (nogle af dem nærmest miniature) og deres egen Mannaken Pis og fin Marina med sjove figurer - og hele 9 gader! Efter sigende har Hillerød kun 13, selvom den er ca 10 gange større - til gengæld er Bogense ældre!
Det har blæst og regnet - og vejret er lidt usikkert i morgen. Vi vil gerne videre til Lillebælt, men ikke med 8-10 m/s i hovedet og modstrøm. Hvis det ikke ændres, så blir vi lidt her! For det er en rigtig fin oase!
PS har fået de dejligste hilsner fra Lucia og Joaquim og fra Frida Luna - mine lækre søskendebørn :-) Tak - fordi jeg må have jer i hjertet!

lørdag den 27. juni 2020

Dag 2 - Endelave tjek - 45 km - 83 km

Landet på Endelave camping, som varmt kan anbefales!
Vågnede ca 3:30 og da jeg stak hovedet ud hørtes en dyb brummen. Nede sydfra kom et stort containerskib, som gik ret tæt på øen, hvorefter det langsomt gled op mod Aarhus.
Alt blev pakket sammen, og til lærkesang var vi på vandet 4:55 og stak syd mod Kolby Kås, hvor Mille og jeg har været i 2014. Efter at have krydset vores spor stak vi mod Endelaves nordspids, som vi nåede efter knap 2 en halv time. Vind og bølger kom bagfra, og selvom man skal holde tungen lige i munden, fordi bølgerne kommer skråt bagfra både højre og venstre, så gik det fint.
Jeg har tænkt over, at den seneste tid har været fuld af eksamener og tidsplaner og coronaregler og alt muligt, som skal være planlagt minutiøst - og nu hvor alt er overladt til vind og vejr og roform, så er alt pludselig uvist. Eller også er alt eventyr :-)
Vi tog rundt om øen med uret, og bare fordi... så tog vi hele vejen rundt til nordspidsen, inden vi landede i Endelave by. I aften er der lovet lidt heftig regn og torden, så jeg er i en lille campinghytte. Hvis himlen åbner sig, er det rart ikke at ligge i telt - det er prøvet, og det går, men vi skal ret tidligt af sted i morgen, og så er det rart, at alt ikke er gennemblødt.
Connie og Søren driver campingpladsen og fandt lige netop én hytte for en enkelt nat. Og så skaber de ellers bare en hyggelig og hjemlig stemning, og alt ånder fred og langsomhed på øen, som er flad og fuld af sand- og stenstrande og hybenroser og skov og mange vilde kaniner iøvrigt!
I morgen satser jeg på at stikke syd til Æbelø - der er et lille vindue mellem blæst og regn og jeg håber, det holder.
Mille ligger på stranden og lader op, og jeg er træt og mæt og glad og sover forhåbentlig snart, så vi begge er klar til flere eventyr i morgen.

fredag den 26. juni 2020

Dag 1 - lidt af Samsø - 38 km

Sidder lidt syd for Sælvig på Samsø og om lidt er maden klar!
Dagen startede med morgenmad hos svigermor Kirsten i Odder. Derefter blev alt pakket .... og så skulle vi lige omkring Profil optik - fordi jeg var kommet af sted uden linser. Pakkelister skal altså tjekkes flere gange og grundigt!!! Altså.... hvor dumt.
Men der var søde mennesker i butikken som ringede til butikken derhjemme, hvor jeg kunde, og så gik jeg derfra med en påfyldning! Tak - fantastisk at have engle allerede på dag 1.
Vi kørte til stranden ved Dyngby, hvor alt blev læsset af og pakket, og jeg fik kysset Jacob farvel og så stak vi østpå!
Normalt når vi lægger ud fra et sted, vi ikke kender så godt, så skal man altid lige kigge sig over skulderen efter et par km, så kysten er kendt når man vender tilbage. Dejligt eventyragtigt ikke at skulle gøre det :-)
Første kurs blev lagt mod Samsøs nordspids Issehoved. Vi har været langs noget af Samsø, men mangler på østsiden fra Kanhavekanalen til Issehoved og på vestsiden samme stræk plus Sælvig-Kolby Kås. Efter knap 20 km i åbent og relativt stille vand forbi vindmøllerne og Tunø ramte vi Issehoved. Efter en lille pause gik det så sydpå langs de høje klinter der er i den nordlige del af Samsø. Der er altså flot og råt. Lidt sjovt at havbunden der er det fineste sand, men kysten er stenet.
Den første tid lå vi læ, men efterhånden gik vinden mere i syd og kom mere forfra.
Jeg passer lidt på i starten af en tur - vi skal gerne holde længe. Men efter at have døjet med en nerveskade i armen nogle måneder er det skønt at mærke, at kroppen er ved at være på plads, og uvisheden omkring hvornår vi overhovedet kunne padle igen er væk. Både Mille og jeg føler os i fin form.
Sidste del af dagen gik med at krydse Mørup Vig og kigge på Sælvig-Hou færgen et par gange.
Vi er landet nu, og her er ret øde, når man tænker på hvor tæt på Sælvig, vi er.
Har ikke mødt et menneske endnu, og nød at smide alt kluns og få et havbad.
I morgen er planen at komme ned til Kolby Kås og derfra forhåbentlig stikke til Endelave - der har vi aldrig været før, men har syntes det lød af eventyr siden min koncertmester Agnete nævnte øen for mange år siden.
Her er kun strandkantsskvulp og sang fra guldspurve og solsorte - og nu er der vist mad.

torsdag den 25. juni 2020

Dag 0

Så er der pakket - i morgen går Mille og jeg på vandet ved den jyske østkyst... og så må vi se!
Vi glæder os!