lørdag den 27. juni 2020

Dag 2 - Endelave tjek - 45 km - 83 km

Landet på Endelave camping, som varmt kan anbefales!
Vågnede ca 3:30 og da jeg stak hovedet ud hørtes en dyb brummen. Nede sydfra kom et stort containerskib, som gik ret tæt på øen, hvorefter det langsomt gled op mod Aarhus.
Alt blev pakket sammen, og til lærkesang var vi på vandet 4:55 og stak syd mod Kolby Kås, hvor Mille og jeg har været i 2014. Efter at have krydset vores spor stak vi mod Endelaves nordspids, som vi nåede efter knap 2 en halv time. Vind og bølger kom bagfra, og selvom man skal holde tungen lige i munden, fordi bølgerne kommer skråt bagfra både højre og venstre, så gik det fint.
Jeg har tænkt over, at den seneste tid har været fuld af eksamener og tidsplaner og coronaregler og alt muligt, som skal være planlagt minutiøst - og nu hvor alt er overladt til vind og vejr og roform, så er alt pludselig uvist. Eller også er alt eventyr :-)
Vi tog rundt om øen med uret, og bare fordi... så tog vi hele vejen rundt til nordspidsen, inden vi landede i Endelave by. I aften er der lovet lidt heftig regn og torden, så jeg er i en lille campinghytte. Hvis himlen åbner sig, er det rart ikke at ligge i telt - det er prøvet, og det går, men vi skal ret tidligt af sted i morgen, og så er det rart, at alt ikke er gennemblødt.
Connie og Søren driver campingpladsen og fandt lige netop én hytte for en enkelt nat. Og så skaber de ellers bare en hyggelig og hjemlig stemning, og alt ånder fred og langsomhed på øen, som er flad og fuld af sand- og stenstrande og hybenroser og skov og mange vilde kaniner iøvrigt!
I morgen satser jeg på at stikke syd til Æbelø - der er et lille vindue mellem blæst og regn og jeg håber, det holder.
Mille ligger på stranden og lader op, og jeg er træt og mæt og glad og sover forhåbentlig snart, så vi begge er klar til flere eventyr i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar