onsdag den 1. juli 2020

Dag 6 - Lillebælt - 36 km - 145 km

Vi er landet ved en shelterplads lige vest for den gamle Lillebæltsbro - og her er ret fint!
Det var godt at ligge i læ i nat, og selvom det blæste, så var det langt mindre end dagen før. Vågnede kl 6 og var på vandet 7:21. Vandet var kommet tilbage i vigen, så det gik fint at få Mille i vandet.
Der var stadig 6 m/s i hovedet, så de første 6 km var med 3,7 km/t i snit - men det er skønt at være af sted! Så giver alt mening!
Vi lavede en kystsniger ned i Båring Vig - det er godt nok et fint sted. Skov og strand og fred og langsomhed og børn der krabbefisker fra badebroerne. Utroligt at det ikke er oversået af sommerhuse, men det er lidt som en hemmelig plet. Op langs Stavrshoved var der læ og freden rakte vidt langs de høje, skovbevoksede klinter, og mit indre øre sang Morten Lauridsen "the late year lies down the north, all is healed, all is health".
Rundt om knolden kom vinden igen - men altså - Lillebælt og sommer og Mille og to store skibe sydgående....det er svært at være utilfreds!
Selvom der ikke var nogen strøm af betydning i dag, så er her altid lidt hvirvler hist og pist, og det er godt lige at holde øje - også bare fordi det er smukt og spændende!
Strib fyr bød os velkommen, og det er godt at være tilbage. Et par byger kom også forbi, men de gik også igen.
Den nye Lillebæltsbro er altid majestætisk at gå under.... og lige efter den gamle bro er så den her fine shelterplads, som allerede havde gæster. Bl.a. Aksel, Ejnar og Svend, som alle har gået på Eriksminde efterskole (det gode sted tæt på svigermor Kirsten) og Ry højskole, og senere stødte Julian og Ludvig til. Skønne outdoorgutter som skal fiske i nat, og der diskuteres alt muligt fiskenørderi - og jeg sender min fiskenørdede lillebror Jakob en kærlig tanke. Blir helt glad over at opleve dem og deres væren-et-med-naturen!
Tilmed var vi heldige at Georg Stage pludselig kom forbi - så er det fuldendt for en søfarende!
I morgen går det videre ned sydpå, og forhåbentlig får vi sat kryds ved Brandsø og Bågø! Det er SÅ godt at være af sted!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar